Nu sidder jeg her, efter årets store mål KMD Ironman Copenhagen.Korpus er ved at være i bevægelse igen efter par lette pas på cyklen for at løsne benene.Hovedet er træt og skuffelsen er svær at fordøje.Jeg fik ikke hvad jeg kom efter.Let me take you backthere.Raceday søndag morgen.Jeg føler mig 100 % klar.Fyldt med overskud og tror på min form.Alle forberedelserne er gjort.Den store dag er kommet og jeg er klar til at eksekvere.Tjekker biken igennem en ekstra gang, chatter lidt med venner og bekendte i T1 – jeg fornemmer en vis nervøsitet hos flere, det giver mig endnu mere tror på at jeg er klar, ingen nervøsitet og slagplanen er klar.Jeg er fuld overbevist om, at jeg når mit mål i et defektfrit ræs.Våddragten på, på gensyn til Anni og forsvinde ind i mængden af de 3000 atleter, der flokker sig i T1. Svømmer 5-10 minutter i opvarmningszonen og så til start.Bib bib Biiib – Afsted.7:12:19 på starturet – som skal vise sig at blive brugbart senere i ræset.Ud til den første gule bøje er planen, at svømme mig i gang, finde rytmen og derfra begynde at bygge min pace op.Under 600m mærket, perfekt.Under 1200 mærket, perfekt.Tankerne er, at jeg rammer svømningen lige i røven i forhold til mit svømmeniveau.Jeg ligger på et par fine fødder og alt skrider planmæssigt fremad. Bang.Jeg er til tælling.Jeg får sendt et ben lige i førerhuset, jeg stopper for at tjekke brillesituationen og ser hånden smurt ind i blod, næseblod.Fumler lidt med næsen i nogle sekunder og svømmer videre.Efter nogle svømmetag bliver jeg dårlig tilpas, svimmel og får kvalme Slipper gaspedalen en smule og tænker over at få så meget luft ind som muligt.Kæmper mig nogle hundrede meter frem, hvor jeg simpelthen igen må stoppe og træde vande – situationen er forværret.Jeg brækker mig, svimmelheden gør mig usikker og tankerne begynder at flyve rundt.Jeg er på renden til total mental sammensmeltning.Det er en DNF (Did not finish)Jeg finder mig selv og beslutter mig for at prøve at gennemføre svømningen så godt jeg kan.Jeg kigger på uret, hvor lang tid har jeg dog brugt på det her?Uret har sympati, det er også pakket sammen, det eneste jeg kan se, er klokken.Fuck også.Nå, jeg må videre.På mirakuløst vis kommer jeg op af vandet, sympati makker Garmin siger klokken er 8.15. Har jeg svømmet 1.03?Det kan næsten ikke passe.Jeg får en moral indsprøjtning.Hen til tidsmaskinen, som er ved at rykke alle pløkkerne op af begejstring for at se mig.Missionen er at tilbagelægge de 180 km på 4 timer 30 minutter.Ikke i tidsmaskinens ånd at spare på raketbrændstoffet, men der skal slæbes på to Adidas murerbrokker i 42.2 km efterfølgende.Ud af byen er der mange sving og meget ujævnt underlag.Jeg beslutter mig for at passe lidt på og finde mig selv.Fra Strandvejen begynder jeg at bygge mig selv op igen efter den katastrofale svømning.Eftersom morgenmaden og pre-race energien er fiskeføde nu, er det endnu vigtigere at fylde benzin på tanken .Cyklingen går fint, jeg har fuldt overskud og kører fuldstændig efter min plan, jeg holder tidsmaskinen i skindet selv om den vil mere.Vi rammer T2 i tiden 4.29.44,Af sted på løbet.
Jeg er spændt.Jeg har ingen ide om hvordan pølserne reagerer.Jeg flyver.Jeg møder coach efter 6 km med tilråb “du flyver, 1.20 op til førstepladsen” Førstepladsen?Jeg følger min plan for energiindtag.Alt spiller max.Jeg har fint overskud.Efter 18 km ser jeg Anni, mor og mine svigerforældre.Anni råber at jeg er nummer 1. Halvvejs informerer coach mig – jeg er 1’er og har 2 minutter ned til nummer 2.23 km mærket.Okay fuck, jeg flyver sgu ikke mere.Hvem har bundet de murerbrokke på mine fødder?Hvorfor vejer mine ben 50 kg hver?Krise.. Fra pace 4.30 til pace 5+.Forbi coach ved 30 km mærket, der er ændringer i klassementet, jeg er nu nummer 2 og har langt ned til nummer 3. Den information får mig til at kæmpe alt det jeg har lært.Kilometrene bliver længere og længere.Anni råber til mig at jeg skal holde på for at nå sub 9. Super information, givet i den bedste mening, men jeg er ligeglad, det sub 9 kan rende mig i . . . . . !40.5km. 1.30 ned til nummer 6. Men 1 kilometer er nu blevet 10.000 meter.Jeg har for alt i verden lyst til at gå.Jeg kæmper mig i mål uden at gå på noget tidspunkt i tiden 9.05.26, som er en kæmpe skuffelse.Smider 5 pladsen væk på 1.5 km.Jeg formår at miste 2 minutter plus det løse på 1.5 km, det siger alt om forfatningen.Jeg smider mig på gulvet efter stregen, aldrig i mit liv har jeg haft sådan en lyst til at ligge ned.Jeg er lykkelig, jeg er lykkelig over det er ovre.Jeg er skuffet.Jeg kunne ikke klare presset, det fysiske pres.Jeg missede mit eget mål for sub 9 .Jeg er nu klar til at blive lykkelig igen.Jeg finder vej til athlete teltet og søger min pils og burger som året før.Jeg bliver knust.Jeg får serveret en pap pandekage med en eller anden form for stærk salami, som er absolut det sidste jeg har lyst til.To the trasher you go!KMD Ironman Copenhagen.VIRKELIG stor tommelfinger ned.Skuffende mad after race!?Dagene efter har jeg tænkt over, hvad jeg har fået med hjem – erfaring.Erfaring kan ikke købes for penge.Alt i alt en dejlig weekend med de mennesker jeg holder mest af.Mange tak til alle de søde mennesker, som tog den lange vej for at heppe på mig.Det varmer.Tusind tak til mine sponsorer, som altid har troet på mit projekt.Af hjertet tak alle sammen.Nu er tiden kommet til at nyde tilværelsen sammen med mine nærmeste, dem der har støttet mig hele sæsonen.Der skal betales tilbage.Der vil snarest komme nyt om triatlon karrierens videre færd.Ciao Alek ✌
